Gjerpen kirke - Dagens Nyt - 1910

Stiftet 18 september 2018

Gjerpen kirke –

artikkel i avisa Dagens Nyt

(Middagsutgaven) Onsdag 2 November 1910.

 

Gjerpen kirke har en dominerende beliggenhed paa en liten høide midt i sognet. Fra dette ophøiede sted er der en vid utsigt, saa kirken kan sees helt fra det ytterste av signet, Uthaugen, og til det øverste, Ophaugen. Om oprindelsen til navnet Gjerpen er der delte meninger. Nogen mener, at det skriver sig fra en gammel familie Garp, der oprindelig bodde i Luksefjeld, men senere flyttet ned til Gjerpen. Andre igjen tror, at navnet kommer av fuglen Gjerpen, av hvilken der i gamle dage var en slik mængde i denne bygd.

 

Det ligger nær at slutte, at Gjerpen kirke enten har en meget høi alder eller har avløst en ældre kirke, ti det er jo næsten utænkelig, at en frugtbar og naturskjøn bygd med let adgang til sjøen og dertil en stor bygd som Gjerpen, hvor i de ældste tider saa mange høitstaaende embedsmænd og storfolk har været bosat, skulde ha faat kirke i en senere periode end den avsidesliggende fjelddal Seljord, der ligger fjernt fra sjøen og høit op i dalen, mens Gjerpen ligger i dalens bund, ved en seilbar fjord og med havet like ut.

 

Imidlertid vet man intet om denne kirkes oprindelse, ti der findes ikke engang et sagn, som kan kaste litt lys over dens mørke fortid, i det paa myter, sagn og folkelige traditioner saa fattige Gjerpen. Man antar, at Gjerpen kirke stammer fra midten av det 13de aarhundrede.

 

Den er en korskirke av sten, der har undergaaet mange forandringer og er adskillig vandalisert, dok ikke værre, end at man kan se dens oprindelige form. Koret har indvendig endt i en halvrunding og utvendig været firkantet. Ifølge Kraft kan man av formen paa et par vinduer samt av de mot syd vendende døraabningers uthuggede forsiringer slutte, at kirken er ældre end 1200. Nu er dette skjult under en tyk kalkskorpe. Skibets søndre dør har endnu sit gamle beslag, aldeles ligt det i Hofs kirke. Kirken har været fylkeskirke i Grænafylke, findes nævnt første gang i 1315 og er indviet til St. Petrus og St. Paulus, hvorfor den ogsaa er blit kaldet «Petri ock Pauli kirkje i Gerpini à Hofund». Snorre Sturleson har omtalt denne kirke som rik og «velforsynt med mange gaver».

 

Noget av det mest interessante ved Gjerpen kirke er dens gamle ærværdige klokker, der antas at være støpt saa langt tilbake i tiden som i kong Sverres dage eller i den anden halvdel av det 12te aarhunderede. (Antikvar Arndt tror, at disse smukke klokker oprindelig har tilhørt den gamle avbrændte kirke i Skien.) Efter antikvar Arndts tydning ved et besøk i Gjerpen 1816 stod paa den ene, i 1850 omstøpte klokke, med runebokstaver: «Ave Maria, gracia plena, dominus tecum, benedicta sit in multeribus, benedictus f(ructus) v(entris) tui» (d.e. den gamle katolske bøn til jomfru Maria, tat av engelens hilsen, Luc. 2), og med munkebokstaver fra 12te eller 13de aarhundrede: «Campana ista a Christo sit benedicta» (d.e. denne klokke være velsignet av Kristus). På den i 1818 beskadigede og omstøpte klokke stod med runebokstaver. «Dextera Domini fecit virtutem, dextera domini exaltavit me», og med munkebokstaver i en blanding av latin og oldnorsk: «S(an)ct(us) Petrus apostolus bleci os» (d.e. den hellige apostel Peter velsigne os!). Paa de i 1902 omstøpte klokker stod, paa den ældre: «Me fecit Johan Bartholomæus Holtzmann Hafniæ 1750, Deo soli gloria,» og paa den yngre: «Mig støpte E. Rønning, Christiania 1781. Jeg er nye omstøpt og bekostet av Herman von Løvenskiold.» Av de nuværende 3 klokker i Gjerpen kirke er den ene, den i 1850 omstøpte, fra 1750 og en fra 1781.

 

Under forgulvet i Gjerpen kirke fandtes tidligere et gravsted for prester. Og nedenfor koret paa det store kirkegulv var i Løvenskiolds tid et «muret gravsted», hvor provst David Monrad og hans formand presten Ole Flor var bisat. Længer ned i kirken fandt man, da et nyt gulv skulde indlægges, mange ben og en liten messingplate; og da kirken blev forlænget, fandtes et gravkammer under det nedrevne taarn.

 

Paa muren i hvælvingen mellem koret og kirkeskibet var tidligere indritset en Inskription, der lød saa: «Henricus Andreæ», og til dette navn var føiet et horn, samt en støtte, der skulde betegne et vaaben, og nedenfor følgende bibelsprog: «Me totum Jehovæ bevoveo», (d.e. «Helt helliget til Herren», samt aarstallet 1619). Man vet ikke mere om denne «Henricus Andreæ» end navnet, som sees paa væggen, men man antar, at det er en prest ved navn Henrik Andersen, som har hat familienavnet Horn, er død optegnede aar og er blit begravet i kirkens kjælder eller under dens gulv omtrent ret ned for underskriften.

 

Maaske han ogsaa selv har anbragt denne underskrift paa væggen før sin død. Da kirken blev repareret og ombygget i slutningen av forrige aarhundrede, blev indskriften utslettet.

 

Blandt de mange værdifulde altergaver, som i tiderne nedigjennem er skjænket til Gjerpen kirke, er et par store messingalterstaker, foræret av lensherre Ove Gjedde. Disse alterstaker bærer hans adelige vaaben og er merket med hans og hans hustru Dorthea Urnes forbokstever: «O.G.D.W.», samt forsynt med aarstallet 1643. Endvidere findes en sølvkande til kirkevin, skjænket av presten Rode, efter hvem Rodeløkken i Kristiania har sit navn. I kirkens Sakristi hænger et oljemaleri av denne prest. Senere blev Rode prest i Lier, hvor han ogsaa ligger begravet. Biskop Gislesen, der ogsaa har været prest i Gjerpen, har skjænket kirken en kostbar bibel, som endnu findes der.

Ifølge Løvenskiold solgte Fredrik IV Gjerpen kirke med alle dens herligheter og tilliggende jordegods i 1673 til admiral Kurt Sivertsen Adeler. De penge, som salget av kirken indbragte, skulde tjene til at dække admiralens tilgodehavende hos kongen, for to av ham indkjøbte hollandske kjøkken til brug, det ene paa Rosenborg slot, det andet i badstuen i Fredriksborg. Senere solgte de Adlerske arvinger kirken atter til Cancelliraad Herman Løvenskiold den 14de oktober 1756. Dennes arvinger solgte derpaa til kaptein Bartholomæus Rasch. I 1781 gik kirken med Fossum jernverk over til kammerherre Herman Løvenskiold, der satte den i god stand, idet han tilbygget den vestlige del av kirken, taarnet og indgangen, hvilket endnu kan sees av en indskrift over denne. Tidligere hadde Løvenskiold faat kongelig tilladelse til at ombytte blytaket paa kirken med et solid stentak. I 1856 solgte Løvenskiold Gjerpen kirke til kommunen.

Under et voldsomt tordenveir 26. juni 1797 led Gjerpen kirke betydelig skade, skriver provst Blom. Et par vinduer og begge sider av kirkebygningen tæt ved taarnet blev sterkt beskadiget. Henved tusend taksten blev ituslaaet, og noget av klædningen paa taarnet blev splittet. Denne ulykke maa være indtruffet paa en mandag, ti Blom tilføier: «Tilfældet paa samme tid igaar vilde ha kostet mange menneskeliv.»

Efter professor Munchs utsagn var Gjerpen kirke i begyndelsen af forrige aarhundrede mindre end nu, siden 1825 er den utvidet med 2 sideskibe, desuten er mange gamle stoler tat væk, saa den er rummeligere.

 

Til Gjerpen kirke var tidligere tilknyttet to gravkapeller. Det ene tilhørte den Arnoldske familie og blev indrettet 1699 av general Johan Arnold 10 aar før hans død. Dette gravkapell existerer endnu og benyttes av den Løvenskioldske familie.

Her blev oberst senere generalmajor, Johan Arnold, som deltok med ære i den Gyldenløvske feide eller krigen med Sverige under Kristian V., begravet 1709. Hans og hans hustru, fru Gjertruds, gravplater er overflyttet fra Gjerpen kirke til Skiens museum. Her findes endnu levninger fra hans kiste, deriblandt 2 vaabenskiold med det Arnoldske familievaaben: tre ekenøtter paa et skiold, 2 sørgende krigere, et dødens symbol og et messingkrusifiks. Paa Fru Gjertruds gravplater stod:

 

Her skjules under dette bord

et legem, som til dyd var gjord;

av navn fru Gjertrud Jserberg.

I aanden gjæv, i troen sterk,

obrist Arnold, hendes mand, ei hende nok besørge kunde;

ti hun var from og dydefuld,

hun ædel var trofast og huld.

Men det mot døden hjalp dog ei;

to sjælen gik den bedste bei,

til himlen, hvor den alt er,

om kroppen end maa hvile her.

I tre og tredivte aar hun var,

da mand til graven hende bar;

ei mer nu tællis hendes aar,

nu hun for lammets trone staar.

                Schien anno 1687 d. 4de juni.


Johan Arnold og hans fjerde og sidste hustru, Anne Clausdatters, navne staar skrevet paa muren med jernbogstaver: «J.A.A.C.D. 1699». Denne Anne Clausdatter er den over hele Telemarken i sin tid saa bekjendte Fru Anne Arnold til Borgestad der med stor dygtighed forestod baade en betydelig trælastforretning og et skibsbyggeri paa Borgestadholmen. Hun døde paa Borgestad 1713 og indsattes i likkapellet 1714. Gravindskriften bevares i Skiens museum og indskriften med ortografien bibeholdt lyder:


Døden er opslugt til Seier.

Till et vist levende Haab udi Troen.

Till den fra det døde opstandne Christium Jesum.

Hviler udi denne Ligkiste høiædle og velbaarne

Nu himmelsalig Fru Anne Clausdatter,

salig Generalmajor Johan Arnolds,

som udi Schiens Bye haft sin Indgang

til Verden, den 5te juni, Anno 1659, og

sin Udgang av Verden paa Borrestad Gaard

den 1te August 1713.


Foruten denne gravplate findes sammesteds fra fru Annes kiste 2 vaabenskiold, et med generalens vaaben og et med fruens: «7 roser». Oljemalerier av dem begge hænger endnu paa Borgestad. Sogneprest Hans Paus i Kviteseid (død 1715) digtet til fru Annes ære en i sin tid og i sin kreds meget bekjendt sang: «Fru Anne Arnolds vise», hvorav hidsættes efter Landstad:


Stolt Anne hon bur upaa Borgestad gaard

hon er seg blant frugur dei blide.

Hon sveiper seg baade i silki og maar,

um hennar gjeng segnin saa vide.

Gud. lat hennar live evindeleg vel.

 

Ho fagnar sin herre, den adel saa god

ein høvding i Noriges rike.

Han tener kongin til hest og til fot,

for ingen saa vilde han vike.

Gud lat o.s.v.

 

Hon hjelper paa bonden, er ingen for stor

det maa me i fjølle berøma.

Hon er for okkon ei dyktig blid mor

Gud skal hennar derfor beløna

Gud lat o.s.v.

 

Hon tor fulla geva kon mungaat i skaal

nær me koma trøitte og arme.

Hon skaffar kon konnit med reideleg maal

me turve ki syte og harme.

Gud lat o.s.v.

 

So længi som me kunna styre kons plog

so lengi som kyri vil trivast,

og fure vil veksa uti kons skog

me hugnast med hennar at liva,

Gud lat o.s.v.

 

Farvel, vene mor, fruga kons!

med frugur og jomfrugur bolde,

farvel høge adel, Anne Arnoldt,

me ynskir deg udi Guds vælde!

Gud, lat hennar liva evindeleg vel.

 

I det Arnoldske gravkapel er endvidere begravet Johan Arnolds søn feltmarschal Hans Jakob Arnold, der døde pludselig i Kristiania, men blev bisat ved Gjerpen kirke ved siden av sin tidligere avdøde hustru og deres søn. Han deltok i krigen i Nordtyskland 1711-1715 og blev feltmarschal 1749. I det samme gravkapel er Cancelliraad Herman von Løvenskiold og hans hustru fru Margrethe Deichmann bisat, samt mange andre av den Arnoldske og Løvenskioldske familie.


Det andet gravkapel er det, som Peter Børting, eier av Fossum jernverk, indrettet til sig og sin familie. Det blev indrettet i likhet med det Arnoldske, men blev nedtat ved kirkens restauration 1871. Peter Børting og hans hustrus navne staar betegnet med forbokstaverne: «P.B.S.S.», samt aarstallet 1701, men platen paa Peter Børtings kiste opbevares i Skiens museum og bærer følgende indskrift:


«I sjælens overbevisning ved Guds haand og en stadig tro og en vis tillid om en glædelig opstandelse til det evige liv er hensovet og hviler her det avsjælede legeme av den veldædige og velbyrdige mand Peter Børting kngl. magst. til Danmark og Norge virkelig kommerceraad og propritair til Fossum og Beselands jernverker; som blev født udi Trundhiem d. 8. martii Anno 1626, igjen forløst paa Fossum gaard udi Bradsbergs amt d. 13. juni 1702.»


 Da likkapellet blev revet, blev de kister, som stod der, foruten Peter Børtings og hans hustrus, ogsaa flere av familierne Arnolds og Løvenskiolds, sammen med kisterne i kirkens nordre og vestre kjelder, nedsat i en stor fælles grav, der senere av kammerherre Løvenskiold blev omhegnet med et jerngitter. Samtidig blev der reist et vakkert monument med indskrift paa begge sider; medlemmerne av den Arnoldske familie er nedsat i vest, og medlemmerne av den Løvenskioldske familie i øst.


I Gjerpen var der i den katolske tid foruten hovedkirken flere mindre kapelkirker, der nu alle er forsvundne. Flere av disse var opført av privatmænd, der fandt det bekvemt at ha en kirke i sin nærhet. Blandt disse er det bekjendte stenkapel ved Bratsberg gaard, hvorav der endnu sees ruiner paa det saakaldte kapeljorde. Snorre Sturlason sier, at Bratsberg gaard nedbræbdte paa Gregorius Dagsons tid 1156, og man tror, at omtalte stenkapel har hat samme skjæbne, men at det senere er opført igjen. Det nævnes ikke i middelalderen. Ruinerne blev opdaget ved et rent tilfælde i 1783. Man hentet grus og sten her, og da man hadde borttat den ytterste jordskorpe, støtte man paa løse graasten, dels tilhugne, dels av naturen kantede. Ved at bortta stenene blottede man næsten hele den nordre side av kirkens mure. De gamle kirkemure skal ha været over en mands høide og 3 alen tykke, opført av graasten. Kirken skal ha været 30 alen lang, enskibet og med forrunding mot øst; koret er smalere end skibet. I det ene hjørne har man trængt gjennem muren, saa at den indre side, der er glat tilhuggen, kan sees. I koret har man blottet en liten hvælvet aapning, som gaar gjennem muren ind til kirken. Aapningen er ikke stor nok til at ha været vindu, og man vet ikke, hvad den har været brugt til. Av murene staar nu 2-3 alen i vest, 6-7 alen i øst. Et røkelseskar i bronce, som blev fundet i ruinerne, opbevares endnu paa universitetet. Disse ruiner er beskrevet av provst Peder Klaussøn fra Undal 1576.

Paa Borgestad skal ifølge provst Qvisling ha staat en gammel kirke, der skal være ældre end 1333. Den kaldtes «Borgastad kirkja»; en prest ved denne kirke nævnes i et gammelt brev fra omtalte aar. Av en tredje kirke, der laa paa Ballestad og var ældre end aar 1400, findes derimot intet spor. Professor Munch tror, at det ogsaa har været kirke i Luksefjeld i middelalderen. Munch har som bekjendt tilbragt sine gutteaar i Gjerpen og saa da kirkens nøkkel, som opbevartes i Luksefjeld. Kammerherre Løvenskiold oplyser, at nøkkelen blev fundet paa et sted, hvor der nu er skog, mellem Bestul og Økter, paa vestsiden av Øktevandet, langt fra det sted, hvor det nuværende kapel staar. Man tror ogsaa at kunne paavise mure av en eller to gjenrasede tømrede brønde i nætheten av findestedet. Nøklen hang længe paa «Sophie Minde» i Luksefjeld, men assessor Otto Løvenskiold, som hver sommer opholdt sig paa det sted, tok den med til Vækkerø, hvor den nu er.


Ifølge provst Quisling kjender man kun faa av de ældste prester i Gjerpen, ti presten Henrik Baad indebrændte 1658, og da brændte antagelig alle dokumenter og brevskaper. Hans eftermand, David Monrad, sier nemlig, at der ikke fandtes et blad eller en bokstav, som kunde opklare fortiden. Man tror imidlertid, at den bekjendte herredag i Skien 1613 fandt sted i Henrik Horns tid. Paa denne herredag, hvor kong Kristian IV selv var tilstede, holdtes der jesuiterforhør over flere prester, deriblandt brødrene Hiort, rimeligvis slektninger av den avsatte Gjerpensprest, Hans Hiort. Det var paa denne samme herredag, at de kjække førere i skottekrigen, Lars Hage, Peder Randklev og Berdon Seielstad, blev kongelig belønnet. I 1596 var der en bekjendt troldkjerringbrand i Skien. En av de kvinder, som blev brændt, var klokkerens kone i Gjerpen. Bøddelen, der gjorde det av med dem, var «Mester Hans fra Oslo»; han fik 3.1/2 rigsdaler for hver troldkjærring. En av de mest originale prester i Gjerpen var David Monrad, der blev prest i Gjerpen 1701. Riis Hichman skriver, at mange folk fra Skien gik til Gjerpen kirke for at høre paa hr. Davids «stoser» som de kaldte Monrads vittige indfald. Skienspresten, hr. Iver Hesselberg, ærgret sig over, at saa mange stoler stod tomme i hans kirke, og sa: «Mon her i Skiens kirke blir utsaadd mere avner end andetsteds?» Som eksempel paa Gjerpenprestens «stoser» fortæller Hichmann om «en velhavende bondemand Just Foss, som ikke var ræd for at ta sig et glas imellem». Første søndag efter Trinitatis «moraliserte hr. David om den rike mands kamerater og dem, der drikker jamt og samt», og sa: «De drikker, ja de drikker, saa det høljer og render i halsen, just som en foss.» Endnu værre var følgende av Hichman anførte eksempel paa hr. Davids fri sprog: Der var blit stjaalet noget linned, som laa paa bleken i prestegaardshaven. En mand fra Skien var mistænkt for tyveriet, og idet presten omtaler det paa prækestolen, slutter han saa: «Der kan I se, hvad folk vi har iblandt os – smukke kristne! O slet bestilt» (Manden som mistænktes het Bestilt). David Monrad blev syk i kirken efter prækenen og døde i sit 80de aar. Han blev som før omtalt nedsat i muret gravsted i Gjerpen kirke ved siden av sin formand Ole Flor.


Gjerpen kirke blev restaurert 1872. Litt senere fik den nyt orgel og en ny, smuk altertavle, malt av C. Brum. Den kostet 1200 kr. og blev forært kirken av 3 mænd, deriblandt amtmand Aall.