Familien Schaaning

Stiftet 18 september 2018

Familien Schaaning i Gjerpen og Skien

av

J. L. Qvisling

(Fra Hans Aas’ samling)

 

Familien Schaanings stamfar skriver seg antagelig fra Skåne, har vært en Schaaning, og navnet er sandsynligvis som en mengde danske navn fra ældre tider, å sætte i forbindelse med dette hans hjemsted. Familiens stamfar i Norge er Peder Christain Schaaning, der kom hit fra Jylland. Hans far var degn i nærheten av Thisted, men kaldte sig Tolbøe, hva også hans bror og brordatter Karoline gjorde. Sidstnævnte besøkte også sin familie i Gjerpen to ganger i årene 1829 og 1831. Hvorfor degnen har kastet sitt rette familenavn eller sønnen Peder tatt et andet end faren og boren, har jeg ikke nogen oplysning om.

Peder Christian Schaaning var født 7/10-1769 og kom, efter å være konfirmert, opp til Norge. Her fikk han først ansættelse som kontorist hos sorenskriver Wamberg på Flom i Flåbygd, senere hos sorenskriver Lange ved Porsgrund og endelig hos sorenskriver Wessel på Bjørndalen i Solum.

Efter således å ha erhvervet sig adskillig praktisk juridiske kundskaber, reiste han ned til København, hvor han i 1800, 31 år gammel, tok dansk juridisk eksamen med laud. Derefter kom han igjen til op til Norge og nedsatte sig som prokurator i Porsgrund, men ikke længe efter ble han av daværende amtmand Severin Løvenskiold ansatt som forvalter ved Fossum verk. Med stillingen var forbundet egen bolig på verket. Peder Schaaning forble i denne stilling som forvalter ved Fossum verk til sin død 29. desember 1832, da han var 62 år gammel. Han var en meget agtet mand, vel likt både av sine underordnede og av andre.

Den 20. mars 1803 giftet han sig med Anne Katrine Folkmann, datter av tolder Folkmann Freck og hustru Anna Bolette Lange i Porsgrund. Anna Bolette Lange var datter av tolder Thomas Lange, død 1773, der i 1730 var blitt gift med Barbara Abigael Monrad, en datter av sogneprest David Monrad på Gjerpen, født 29. juli 1711 og død i sin datters hjem 7. juni 1792. Denne Barbara Monrad tilhørte familien Leopoldus, der senere adledes under navnet Løvenskiold.

Anne Katrine Folkmann Freck var født 5. juni 1778 og ble gift med Peder Schaaning i sitt 25. år. Hendes mand hadde like før sin død bygslet en liten eiendom av gården Hyni, hvor hun tilbragte sin lange enkestand til sin død 1. juni 1854. Hun var en særdeles dygtig og strevsom kvinde, og hendes mange sønner, som nedenfor skal særskilt opregnes, kom for største delen udmerket vel frem i verden. På Schaanings grav på det sydvestre hjørne av Gjerpens kirkegård, like ved landeveien, satte Fossums folk opp et større jenkors, der for nogen år siden ombyttedes med en gravstøtte, som sønnesønnen sogneprest Schaaning, satte over begge sine besteforeldre av ham indhegnede gravsted.

Ved efterretningen om forvalter Schaanings død sendte statsminister Løvenskiold følgende trøstebrev til enken, der viser den strenge statsministers og senere stattholders væsen fra en side, som tør være mindre kjendt:

 

Stockholm, den 10. januar 1833

Kjære madame Schaaning!

Av Deres gode søn som av mine børn har jeg med inderlig bedrøvelse erfaret Deres og mit store og uerstattelige tab. Deres salige venn var, Gud ske lov, også min venn, og tabet av en sådan erstattes i min alder ikke mer i denne verden. I 30 år delte den salige livets goder og sorger med mig og mine. Han besad min uindskrænkede agtelse, tilid og hengivenhed. Hans bortgang, hans savn bedrøver og rører mig ubeskrivelig. Modtag, min kjære madame Schaaning, forsikringerne om min oprigtige, hjertelige deltagelse, mine bedste ønsker for Dem og Deres. Jeg er forsikret om, at min kjære ældste sønn vil lade sig være angelegent, at være Dem til så meget trøst og hjælp, som han formår. Gud skjænke Dem og deres trøst og kraft! Det ønkes Dem hjertelig av Deres

                                                                                                  Oprigtige hengivne Løvenskiold

 

Enken fikk av Løvenskiold en årlig pension, stod 200 spd. eller 800 kroner, det var et for den tid ganske betydelig beløp.

Peder Schaaning og hustru Anne Katrine Folkmanns sønner er følgende:

Jens Christian Folkmann, født 11. januar 1804, død 13. september 1886 som sogneprest til Kristiansund og provst i ytre Nordmøre. Han var stortingsmand 1848, 1851 og 1859-60.

Arnt Nicolai, født 14. desember 1805, død 30. april 1877. Han var en i sin tid velkjendt kjøbmann i Skien, der hadde sin butikk mellem den gamle latinskole og Mudringen (Jernbanetorvet).

Hans Thomas Lange, født 7. september 1807, død 28. februar 1887. Han var student, men slog sig som broren Nicolai på handelen og ble kjøbmand i Kragerød.

Folkmann Freck, født 25. november, død som sorenskriver i Strinden og Selbu 22. oktober 1895. Han var ridder både av Nordstjerneordenen og av St. Olavsorden.

Johan Jørgen Lange, født 18. august 1808, tok medisinsk eksamen og praktiserte først i Porsgrund, senere i Skien. Ved siden av sin lægepraksis drev han skibsrederi og ble en meget rik mand. Hans store gård lå øverst i en gate, som gikk i øst og vest, med høi indgangstrapp på sydsiden. Gaten gikk ned til den gamle kirkegård og endte på høiden i vest, hvor den skåres av en gate, der gikk opover til Li, antagelig nær snekker Bøhles utsalg. Jeg kan ikke ganske orientere mig i de efter branden 1886 meget omregulerte gater. Efter Skiens brand flyttet doktor Schaaning til Porsgrund, hvor han døde nogen år efter, 8. mai 1889, men ble begravet i Skien. Doktor Schaaning var stortingsrepresentant fra Skien mellem årene 1870 og 1875. Det var en meget dyktig og kundskapsrik, religiøs og god mand, om end litt egen i visse henseender.

Det er ikke tænkelig, at faren, end mindre moren, skulde ha magtet å holde overnævnte tre sønner i hovedstaden til fuldendelse av deres studier. Det ligger nær å gjætte på, at også dette er skjedd ved god hjelp av Løvenskiold. For øvrig er det vel litt av et særsyn, at så mange brødre har bragt det så vidt som disse, ærlig de tre akademikere.

Doktor Johan Schaaning var gift med Lovise Betzy Bruun, en datter av kjøpmand i Larvik, Johan Christian Bruun og Lovise Fabricius. Hun ble ellers opforstret som pleiedatter hos admiral Jens Schou Fabricius, de bodde på Osebakken, som i den tid endnu tilhørte Gjerpen. Betzy  Bruun var født 10. desember 1813 og ble efter sine pleieforeldres død, 2. mai 1842, 5 år ældre end sin mand, gift med Johan Schaaning. Hun døde nokså tidlig, 27. desember 1854, i barselseng, vel 41 år gammel. Det var en from kvinde. I en notisbok har hun efterlatt sig nogen optegnelser. Det meste er religiøse digt av Wexels og andre.  Men der er også noen av hende selv samt av hendes bror C. C. H. Bruun, engang personelkapellan i Gjerpen, senere i sogneprest i Slemdal og endelig sogneprest ved domkirken i Stavanger. Alt både av hende og broren er vel mest å kalde rimerier; men de viser i hvert fald hendes fromme sind. Således er det digt fra 1830, da hun endnu var jomfru. Det begynder således:

 

Når mit øie hviler

paa himlens klare blaa,

til Herren tanken iler.

Når stjernehæren blinker

og månen smiler trøst,

til Gud det ånden vinker

og hæver høit mit bryst

osv.

 

Efterat hun var blitt gift, taler hun næsten profetisk ved tanken på sin død:

 

O Fader, vær hos mig tilstede,

i nødens stund forlad mig ei,

til døden jeg mig vil berede,

o vis mig du den rette vei.

Og om jeg bort herfra skal drage,

giv min Johan din bedste trøst.

O lad den tid, han har tilbage,

O lad ham lytte til din trøst!

osv

 

I 1847 skriver hun:

 

Giv mig det rette christensind,

giv mig et kjærligt hjerte!

Drag du, o Jesus, til mig ind,

da svinder vernde smerte.

 

O Jesu, frelser, øm og mild,

vær du hos mig tilstede,

til dig jeg tilflugt tage vil.

Du er min bedste glæde.

 

O Jesus, du min sjæleven,

hos dig er godt at være.

Jeg længes såre til dig hen,

skjønt her er mange kjære.

osv

 

16. desember 1851 har hun skrevet følende hjertesukk:

 

O Jesus, du min frelsermand,

hold mig fast i nådens stand,

lad mig aldrig slippe dig,

o saa slipper du ei mig,

bær mig kjærlig i din favn,

ind i sikre, trygge havn!

 

Og endelig året efter, 30. oktober 1852:

 

Jeg knæler ned i bøn og bod

ved korsets fod.

Jeg er saa arm, saa ringe,

men vil dig hjertet bringe.

O tag det, fader kjær,

for Jesu skyld nådig vær!

 

 

Ved hendes begravelse den 14. januar 1855 sa sogneprest Lammers bl.a. i sin liktale, som ellers er meget lite original eller tankerik: ”Jeg vil ved denne grav ikke tale om, hvor elskelig den kvinde var, hvis jordiske levninger vi her overantvorde til forkrænligheden indtil Herrens store dag. Jeg vil ikke videre berøre, hvilken blid og kjærlig datter han hadde vært og var, hvilken øm og trofast hustru og moder hun var. Jeg vil ikke tale om Guds underlige råd i å bortage hende fra så mange umyndige små, eller om hvorldes Herren gjorde vel, da han borttog en rachel fra sin Benoni”. – Det han så iøvrig taler om, er, som sagt, noget ganske almindelig.

 

Dr. Johan Schaanings barn var følgende: Peder, født 1842, senere ingeniør, opkaldt efter faren.

Johan Christian Bruun, født 1845, opkaldt efter morfaren, senere sogneprest.

Jens Schou Frabricius, født 1851, opkaldt efter morens pleiefar, admiral Fabricius, senere sorenskriver.

Lovise Katrine Fredrikke, født 1853, opkadt efter mormoren, senere gift med apoteker Walther.

Gustav Adolf, født 17. desember, opkaldt efter presten Lammers, apoteker i Risør.

Her bør heller ikke forbigåes doktor Johan Schaanings yngste søster Anne Dortea Rasch, født 5. august 1820. Efter svigerinnens død styrte hun huset for sin bror og opdrog omsorgsfuldt  hans mange moderløse små. ”Tante Anne” var en meget religiøs kvinde av den strenge Lammerske retning. Hun hadde nok ikke ringe indflydelse i hans kreds, men hun fulgte ikke med Lammers og de øvrige, da de gikk ut av kirken. Anne Schaaning levet sine sidste år hos brordatteren i Kristiania, hvor hun døde, ugift i høi alder 27. desember 1906.

I Gjerpen og i Skien er ikke længer nogen tilbake av familien, men de ikke få her i landet, som bærer navnet, er visstnok alle efterkommere av forvalter Peder Schaaning.